Klassik

Wienerklassik, fra ca. 1750 til 1820, betegner den stilperiode der efterfølger Barokken.

I klassiken bliver symfoniorkesteret udvidet med flere blæsere - især træblæsere som tværfløjte, oboe, fagot og klarinet - og slagtøj med timpani/pauker.

Hammerklaveret udvikles gradvist til det moderne flygel vi kender i dag, dog først endeligt ved slutningen af 1800-tallet.

I instrumentalmusikken udvikles sonatesatsformen, hvor der arbejdes med to kontrasterende temaer. Den overvejende satsteknik er den homofone (= et tema med akkompagnement), men fugerede passager forekommer. Egentlige fugaer komponeres dog sjældent.

Der skrives en god del sonater for klaver, eller klaver og fløjte / violin, til brug for musiceren i det borgerlige hjem med klaver. Der komponeres også en del kammermusikalske værker, som trioer og kvartetter. Komponisten går gradvist fra at være ansat ved hof eller kirke til at være selvstændig kunstner, der skal leve af at sælge sine værker til et marked, hvilket faciliteres af forlagsvirksomhed.

De kendteste komponister fra klassiken tæller Joseph Haydn (1732-1809), Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) og Ludvig van Beethoven (1770-1827).

_____________________________________________________________________________