pdf  |
 |
||
|---|---|---|---|
Det antiautoritære oprør i 1960erne
Claus Levinsen
INDHOLD: 1. Forløbere for ungdomsoprøret 4. Hippierne 6. USA 7. Tyskland 8. Frankrig
Denne fremstilling beskriver den modkultur, der
slår igennem i vestens højt industrialiserede lande i 1960erne. Bevægelser som
"The Beats", provobevægelsen, hippiebevægelsen og studenterbevægelsen
kan man samle under ét og benævne ”ungdomsoprøret”. Materialet her handler ikke
om selve musikken, men om de kulturelle, sociale og politiske strømninger
musikken er en meget vigtig del af. Det er et redigeret uddrag af et
universitetsspeciale om ”Dansk pop- beat – og rockmusik 1957-1977” ved Ivan
Hansen og Claus Levinsen, 1980.
1. Forløbere for
ungdomsoprøret – The Beats
Det brud med samfundsnormerne som ungdomsoprøret
udtrykker i livsholdning, i de kulturelle udtryk, ses allerede klart i den
amerikanske litterære tendens, der betegnes ”The Beat Generation” eller blot
"The Beats", som opstod efter krigen i New York og siden udvikledes
især i San Francisco fra omkring 1953.
Nogle af forfatterne har senere fremhævet det nære slægtskab
mellem de to kulturelle strømninger, således Allen Ginsburg:
”Yes, sure there
are many elements of continuity from The Beats to the present. Just look around
you and then look back and you can see where it all began. Drugs? The first
serious experimentation with altered states of consciousness came with the
beats using pot and peyote. Indigenous music? You can see the movement from
jazz and rhythm´n and blues to rock
today”
Den nye litterære holdning er en markant reaktion
på det industrielle velfærdssamfund, som det vokser frem først og fremmest i
USA efter krigen: ”They vomited up the American dream”; bevægelsen
fremstår tydeligvis i fundamental modsætning til det moderne industrisamfunds
livsform og etik.
The Beats:
Bevægelsen opstår i New York omkring digterne Jack
Kerouac, Allen Ginsberg, William Burroughs fra ca. 1945, med udgangspunkt i
jazzmiljøet og omkring tidsskriftet ”Partisan Review”.
Omkring 1950–1953 formulerer de en protesterende
bykultur, som siden skulle vise sig at få omfattende betydning. Dens udtryk
formuleres som ”the birth of a new
sensibility, a whole new way of feeling” . Til denne nye sanselighed
knytter sig i høj grad brugen af euforiserende stoffer, ligesom tilknytningen
til den nye progressive bop-jazz er tydelig, fx bliver spontaniteten i
soloimprovisationerne i bop-jazzen det direkte udgangspunkt for skrivestilen i
Kerouac´s såkaldte ”spontanous prose”
Denne ”dropout-kultur”, der også betegnes ”New
Critics” lægger først og fremmest vægt på spontaniteten, den tager sit
udgangspunkt i de lavest sociale miljøer, i sin antiakademisme bevæger den sig
stadig længere væk fra en europæisk kulturtradition. Omkring 1953 flytter
gruppen til det relativt friere indstillede Californien.
Nye impulser påvirker imidlertid bevægelsen. Gary
Snyder, der havde opholdt sig i buddhistiske klostre i østen, introducerede de
orientalske filosofier og inspirationer fra indianske kulturer, og det gav den
ellers typisk urbane undergrundsbevægelse helt nye perspektiver:
”This subculture´s characteristics, as he (Gary
Snyder) describes them, are a tribual social structure, a deep respect for
Man´s natural surroundings and a religion that sees God immanent in alle
Nature”
Med interessen for primitive kulturer indgår også
interessen for brugen af euforiserende stoffer, hvad der siden også kendetegner
hippiekulturen og hvad der som helhed skal opfattes som en kulturdrejning mod
visionære og bevidsthedsudvidende oplevelsesmåder.
Gennembruddet for "The Beats" via
massemedierne sker i 1957, hvor Jack Kerouac´s roman ”On the Road” for alvor
slår igennem og resulterer i omfattende kendskab til deres ideer. Siden spredes
gruppens medlemmer, og især Ginsberg udbreder kendskab til "The Beats"
via sine rejser (f.eks. et Englandsbesøg i 1965).
"The Beats", som den første
store protestkultur i storbyerne efter krigen, har haft stor betydning for det
senere ungdomsoprør, der på denne måde kan ses i en større kulturel tradition.
"The Beats" kulturelle udtryk og livsformer har mange lighedspunkter
med de beatnics og hippier, som siden slår sig ned i San Franciscos Haight
Ashbury-kvarter. Opgøret med det industrielle teknokrati i vesten og interessen
for bevidsthedsudvidende stoffer er to eksempler.
2. Provobevægelsen
"The Beats" kulturelle og politiske
holdninger får omkring begyndelsen af 60erne mange og forskellige. Atommarcherne fra
omkring 1961 kan betragtes som de første store forsøg på at manifestere den nye
ungdoms engagement i og holdning til de vestlige samfunds udvikling.
Provobevægelsen startede i Holland i 1965, og er
den første større ungdomsbevægelse inden for dette årti, som har sit udspring
uden for USA. Roel Van Duyn, der er filosofistuderende og provobevægelsens
ideologiske bagmand, skriver i magasinet ”PROVO 1”, der udkommer juli 1965,
under overskriften ”Einleiding ton het provocerende denken”:
”Vi er gennemtrængt af vore gerningers uendelige meningsløshed og ved
hverken Johnson eller Kosygin vil høre på os”
Meningsløsheden gælder forbrugersamfundets
overflod, supermagternes krigsoprustning, som også indbefatter atom- og
brintbomber, USAs krigsførelse i Vietnam, Vesteuropas konformitet og borgerlighed,
og for Hollands vedkommende går provoerne mod monarkiet. Provo er en
anti-autoritær, anarkistisk bevægelse – provo er et image. Som forbillede for
provoerne ser han anarkistens Peter Alexander Kropotkin, der vil basere et nyt
samfund på en anarkistisk kommunisme med kollektivt eje af produktionsmidlerne
og forbrugsartiklerne.
Realiseringen af den anarkistiske kommunisme (som
ikke må forveksles med Sovjets kommunisme) kan bl.a. ske gennem
landsbyfællesskab, som det er formuleret af Charles Fourier i ”Stammefællesskabet” og i utopierne hos andre tidlige socialister. Et fællesskab, der dog ikke må
hævde sin integritet mere end, at udvekslingen med andre landsbyfællesskaber er
konstant. Tanker og holdninger, som bliver forsøgt realiseret i Holland med
oprettelse af Oranje-Fristaten 5. februar 1970, og herhjemme sker noget
lignende med videreudviklingen af Thy-lejren (1970) til Frøstrup
overlevelseslejren, i Christiania og i Djurslandskollektiverne og
Tvind-skolerne.
3. Den danske
provobevægelse
Den danske provobevægelse, der mere har karakter af
en lancering af en ny samfundsmoral og –holdning er klarest og mest grundigt
formuleret i Ole Grünbaums to bøger fra 1967 og 1968: ”Provokér” og ”Emigrér”.
Mens ”Provokér” i 1967 er et fundamentalt moralsk
opgør med de gældende normer i den borgerlige kultur, industriarbejde,
kønsroller, seksualitet, offentlighed, demokrati, materialisme tager den næste
bog ”Emigrér” en tydeligere direkte afstandtagen fra den borgerlige kultur.
Om selve grundlaget for den grundlæggende moralske
nyvurdering, som provobevægelsen udtrykker, formuleres således:
”Vi ved
bare, at vi skal arve de problemer, som skabes nu. Det er vores liv, som kommer
til at foregå i trafikkaos og forgiftet blyluft. Vi får nemlig ikke andet liv
end det, der grundlægges. Vi ved, at næsten alle autoriteter ikke ønsker de
virkelige problemer op på bordet, som fx forgiftningen af luften i byerne.
Autoriteterne er aldeles inkompetente over for sådanne ting. Men hvorfor lader
de så ikke andre tage fat på dem? Ja, der – og lige præcis der – kommer det
politiske magtproblem ind. Autoriteterne er kun autoriteter i den magtstruktur,
vi har i dag. For at kunne blive ved med at være autoriteter er de rede til at
fortrænge størstedelen af samfundets afgørende problemer”
Det
understreges, at provoerne ikke accepterer brutaliteten og at de som et
væsentligt kendetegn er for ”non-violence”. Ole Grünbaum redegør for den danske
provobevægelse fra starten i atomkampagnerne, hvor ”gruppe 61” grundlagdes som
en lille elitebevægelse, der drev grove løjer med politiet i Domkirke og
Folketing (løbeseddelaktioner), erobrede en kondemneret ejendom og oprettede
”gruppe 61’s boliganvisning”, lavede en sporvognshappening, hvor man viste
provokort som billet m.m. De hvide cykler (som i Holland), som skulle være til
fri afbenyttelse i storbyerne, blev også overvejet.
Den danske
provobevægelse er således løst (udover dens anarkistiske natur), sporadisk
anlagt og knyttet væsentligt til begivenheder, der skildres i massemedierne.
Herudover manifesterer provobevægelsen sig tydeligt ved sin påklædning, med
især inspirationer fra stammesamfund, teater- og gøglermiljøer, og i disse
former breder den sig over hele landet; på samme måde musikalsk, i
tilknytningen til de progressive beatgrupper og ligeledes samværsmæssigt, i
offentlige samlinger i parker og på pladser i de større byer i landet.
4. Hippierne
Hippierne er den kulturelle bevægelse, der bliver den centrale i dannelsen af modkulturen i 60erne. Bevægelsen er interessant fordi den betegner en helt ny fase af ungdomsoprøret, og fordi denne udvikling fremgår tydeligt af musikken.
Hvor
den første popmusiks mere naive udfoldelser, der som noget nyt blev lavet af og
for unge, mere var en uformuleret protest mod den voksne kultur, betegner
bruddet med popmusikken en mere bevidst afstandtagen fra det officielle
samfund, og en solidaritet med en undertrykt fx sort befolkning, som det
udtrykkes i imitationen af sort rythm´n blues-musik (hos Stones, Animals,
Alexis Corner, Pretty Things). Også den ”sociale folkemusiks” opsving i disse
år vidner om en kulturel modkultur, som efterhånden forstærkes ved, at Beatles
og lignende af ungdomskulturens mere moderate udtryk for denne modkultur, jo
faktisk accepteres af store dele af befolkningen. Med dannelsen af
hippiekulturen antager ungdomsoprøret en form, hvor de utopier, der gradvist er
dannet som følge af sammenstødet med ”voksenkulturen”, forsøges realiseret i et
eget kulturelt udtryk – efterhånden i en egen livsform.
Stofoplevelsen, som havde været
udgangspunkt for Ginsbergs digt “Howl” 1955, følges op herefter bl.a. af
William Burroughs, der var en af de tidlige stofbrugere i "The
Beats". Først i midten af tresserne får brugen af euforiserende stoffer
med bl.a. Timothy Leary og Ken Kesey større udbredelse og opmærksomhed, og
siden bliver den central i
hippiernes kultur.
Ken Kesey skaber forbindelse mellem den
tidlige stofkultur og hippierne i Amerika. Efter at have deltaget i kliniske
stofforsøg samler han en gruppe mennesker –karakteriseret som ”wacked out
psycodelic gypsies who called themselves 'The Merry Pranksters' ”, som i en
psykodelisk-malet bus rejser rundt, især i Californien, og laver såkaldte
”acidtests” – offentlige kollektive LSD-trips, formet nærmest som ”gesamtkunst”–agtige
udfoldelser af beatmusik, lysshowforløb og fri dans i en spontan form.
The Merry Pranksters og
den berømte psykedeliske bus
The Merry Pranksters slår sig ned i Haight
Ashbury-kvarteret i San Francisco og lejer her en dansehal – Fillmore – til
brug for acidtests. Neal Cassady fra ”beatgruppen” er med i disse projekter og
knytter således en forbindelse mellem beats og hippies, ligesom mange beats i
perioden 1960–63 flytter fra North Beach, det tidligere centrum, til Haight
Ashbury.
Efter stofferne bliver forbudt 1966,
benyttes Fillmore fortsat til gesamt-forestillinger af lys, beat og dans og
stofbruget fortsættes illegalt. I tilknytning hertil bliver Haight Ashbury
samlingspunkt for hippierne (karakteriseret således fra sept. 1965 i en artikel
af Michel Fallon i ”San Fransisco Examiner”). I de (ofte bortløbne) unges
bofællesskab, håndværksproduktion, stofmisbrug, samværsritualer og kunstneriske
aktiviteter skabes ”a culture that was creating its own rituals for
celebration. In Haight there was a keen
sense of ritual and role, that seem to distinguis the hippies from the beats a
decade before”
Dette forsøg på at etablere en selvstændig
livsform adskiller bevægelsen væsentligt fra "The Beats", hvis
kodeord nok var ”disengagement”, men
ikke opstillingen af et alternativ. Mest på bølgelængde var nok Allen Ginsburg
og Gary Snyder i deres betoning af henholdsvis stofoplevelsen,
stammefællesskabet og orientalske kulturer.
Bemærkelsesværdigt er det, sammenholdt med
de begrænsede faktiske begivenheder i Haight Ahsbury, at det er en overvældende
ideologisk, kulturel, musikalsk betydning hippiebevægelsen får i hele den
vestlige verden, efter at massemedierne (radio, TV, aviser) og musikindustrien
(pladebranchen, koncertarrangører, film/teaterfolk) fatter interesse i 1966. I
en større sammenhæng bliver det Californien –netop placeret mellem Østen og
Vesten – der kommer til at være kulturelt centrum i Vesten i denne periode. I
kraft af den kolossale medieinteresse får hippiebevægelsen efterhånden karakter
af en folkebevægelse, da den i andre udformninger og på senere tidspunkter,
andre steder adopteres som udgangspunkt for en livsform.
Jefferson Airplane performed at the Berkeley Folk Festival, Monterey Jazz Festival, Monterey Pop Festival, Woodstock, and Altamont. They had hit singles White Rabbit and Somebody to Love, from the album "Surrealistic Pillow". They were on the cover of Life Magazine in 1968. The band co- headlined with the Doors in Europe in the summer of 1968. Many legendary bands opened for the Airplane: Grateful Dead, Santana, The Doors, Jimi Hendrix, Creedence Clearwater Revival, The Who, Janis Joplin, Steve Miller, and many others. (kilde:
http://www.jeffersonairplane.com/the-band/)
Musikken, skabt af hippierne betegnes ”den
progressive psykedeliske beatmusik” – bevæger sig helt væk fra den tidligere
”underholdende pop”, men også fra den ”blues-solidariske” status, og går mere
rituelle og kunstæstetiske veje, ofte (som nævnt) i forbindelse med dans
og lys, med vægt lagt på ekstatisk, improvisatorisk udtryksform. De tekstlige
udtryk vil især være koncentreret om frigørelse, erotik, natur og kosmos.
Efter hippieprojekternes kulmination er det
tydeligt, at musikken bærer ideerne videre med alle grupperne, der opstår i den
følgende tid indtil omkring 1970, hvor den progressive psykodeliske beat ikke
længere er den dominerende.
Den livsform, der forsøges realiseret
1965-67 i fx Haight Ashbury tager udgangspunkt i, at bl.a. stofoplevelsen gav
helt andre og mere dybdegående oplevelsesmåder af tilværelsen, end det normale
teknologisk målrettede samfund kunne frembringe i 60erne. Denne opdagelse får
konsekvens i engagementet i en fornyet menneskelighed, der i særdeleshed sætter
legen, fantasien, blidheden, fællesskabet i højsædet. Tendenser mod en
naturalisering er væsentlige, udtrykt fx ved bestræbelser med naturlig kost,
beklædningsmateriale og fx ved håndværkspræget boligindretning (læder, træ
lys). Naturaliseringstendenserne
ses ligeledes i tilknytning til de orientalske filosofier, i form af yoga- og
meditationsformer.
Som kulturfænomen bliver hippierne et
fundamentalt opgør med de vestlige teknokratiske samfundsidealer for et mere
økologisk, matrielt-afbalanceret samfund. I den ideologiske rehumanisering
kommer kunsten, stammelivsformer, religiøse myter til at stå centralt igen.
Som livsform og større offentligt projekt
er hippiebevægelsen afsluttet. I festivals og i koncertmiljøet eksisterer den
fortsat som inspiration for det ”private liv” indenfor det eksisterende
samfund. Hippiebevægelsens dannelse vidner bl.a. om hvor stærke massemedierne
efterhånden bliver i denne periode, som skabere af kulturelle og kunstneriske
bevægelser, jf. styrken og hastigheden i hippiebevægelsens udbredelse i 1967,
og samtidigt vidner det om hvordan musikindustrien har udviklet så effektivt et
produktionsapparat, at den temmelig hurtigt udnytter en original, autentisk
kulturel aktivitet som en vare og derved ødelægger en reel udfoldelse.
5. Studenteroprøret
Den voksende protest blandt studenter
foregår i tilknytning til de omtalte protester blandt ungdommen
(beatlitteraterne, beatmusikerne, provobevægelse, anarkisterne, kinesiske
revolutionære, østlige nyreligiøse, stofbrugere, happeningsteaterfolk m.m.),
men et konkret handlingsmæssigt oprør får sin gennemslagskraft på
universiteterne i 1968.
(Ebbe
Reich i Politisk Revy juni 1968)
Ebbe
Kløvedal Reich, forfatter, samfundskritiker, historiker.
Billedet er fra 1972. Han døde i 2005.
Musikken er en del af denne
protestbevægelse, og er via sin hurtige spredningsmulighed gennem
grammofonpladen med til at internationalisere protesten . The Doors synger ”We
want the world and we want it now”, The Fugs prædiker sexfrigørelse og oprør,
Country Joe and The Fish synger om Vietnam, og både Bob Dylan og Joan Baez
deltager aktivt i Vietnam- og borgerrettighedsdemonstrationer.
6. USA
Country
Joe and The Fish
”Universiteterne er et sted, hvor folk for alvor
begynder at sætte spørgsmålstegn ved betingelserne for deres eksistens og at
rejse spørgsmålet om, hvorvidt de kan overgives til det samfund, de er blevet
født i. Efter en lang apatisk periode i 50´erne er studenterne begyndt ikke
blot at spørge, men da de har fået svar, også at reagere på disse svar. Dette
er en del af den voksende forståelse for, at historien ikke er slut, at et
bedre samfund ligger inde for mulighedernes grænser, og at det er værd at dø
for”
Sangerinden Joan Baez
synger ved et Free Speech Movement-møde ved Berkeley.1964.
Mario Savio og en anden kendt
studenterleder, Arthur Goldberg, bliver bortvist fra Berkeley i september 1964,
og i de følgende måneder fortsætter demonstrationerne, der medfører
politiindgreb og politisk indgriben via Californiens guvernør. I marts 1965
kommer Vietnamkrigen i søgelyset, og også her er Berkeley-studenterne aktive
med en række ”teach-inns”. Reaktionen mod USA´s krigsførelse i Vietnam breder
sig over hele landet, men netop for studenterne er problematikken pågående,
fordi de som studerende holdes i en umyndiggjort uddannelsessituation, samtidig
med at de er forpligtede til at kæmpe for det styre, der umyndiggør dem. Som SNCC (The Student Non-violent Coordinating Committee) senere
erklærer:
“Vi ser ingen grund til, at de sorte mænd, som I
dette land daglig myrdes fysisk og psykisk, skal tage til udlandet og dræbe
jule mennesker, som ingenting har gjort os, i virkeligheden er vi ofre for
samme undertrykkelse som vore brødre i Vietnam”
Samtidig med at Vietnammodstanden vokser i
de følgende år, og fører til kampagner mod indkaldelse, og afbrænding af
indkaldelsespapirer, så er denne modstand medvirkende til en generelt større
politisk bevidsthed hos de unge –og altså dermed også studenterne. Men studenteraktiviteterne
omfatter andet end ”the free speech movement” og Vietnamdemonstrationer. En del
af bevidstheden omfatter også forholdet mellem sort og hvide:
Martin Luther King anvender den fredelige og tålmodige aktionsform ”sit ins” rundt om i byerne, og demonstrationen ”Freedom Now” mod Washington i august 1963 med 200.000 deltagere og med baptistsalmen ”We shall overcome”, som det musikalske symbol. Martin Luther King, Jr. “I have a dream”
I april 1968 bliver Martin Luther King
myrdet, og det medfører en række sorte studenteraktioner på universiteterne. I
Boston besættes undervisningslokaler med krav om indførelse af afrikanske
sprogkurser. Aktionerne fortsætter også på Columbia universitetet, hvor der til
sidst bliver sat politi ind for at rydde bygningerne. Senere i juni måned
finder demonstrationer sted på Berkeley i sympati med det franske
studenteroprør.
7. Tyskland
Udviklingen i Tyskland er på mange måder
lig den, man ser i USA. Det er de samme krav om fri tale og handling hos
studerende, der i andre sammenhænge opfattes som myndige (militær, skat m.m.),
men som umyndiggøres i et uddannelsessystem. De fleste og de væsentligste
begivenheder i Tyskland er centreret omkring Freie Universität (FU) i
Vestberlin. FU er fra starten i 1948 et progressivt universitet i modsætning
til fx Det Vestberlinske Universitet. Men da man i vid udstrækning er nødt til
at ansætte lærere fra de ”gamle” universiteter, er det ikke muligt i længden at
gennemføre den ideologiske overbygning. Studenterne bliver gentagne gange
forhindret i politiske aktiviteter på universitetsjord. Men som ved Berkeley i
USA bliver det Vietnamkrigen, der samler de store masser i 1965.
Vietnamdemonstrationerne fortsætter i 1966 og 67, og det fører til voldsomme
sammenstød mellem politi og studenter. En stor del af aktionerne bliver
organiseret af SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenverband). En gruppe fra
SDS skiller sig ud og danner Kommune 1 (med forbillede i Pariserkommunen 1870)
i begyndelsen af 1967. Denne gruppes metoder er vidtgående og omfatter bl.a.
ildspåsættelse i stormagasiner for at minde kunderne om krigen i Vietnam.
Enkelte af disse personer dukker senere op i 1970erne som Bader-Meinhofgruppen
med terror og mord som politisk våben.
Studenternes demonstrationer bliver af
Springer-koncernens aviser (bl.a. Bild og Die Welt) karakteriseret som ganske
almindelig ballademageri. Axel Springers aviser m.m. udgør 1/3 af den tyske
presse og må således betragtes som en væsentlig meningsdanner. 10.000
demonstrerer i dec. ’68 mod Springer-koncernen og Vietnamkrigen, men bliver
mødt af en moddemonstration på ca.150.000 vestberlinere, kraftigt bakket op af
pressen.
SDSs ideologiske leder hedder Rudi
Dutschke, og efter at han bliver skudt ned på åben gade (overlever og flytter
herefter til Danmark) antager demonstrationerne en langt voldsommere karakter
og med flere deltagere. Samtidig bliver aktionerne mere rettet mod
Springer-koncernens bladhuse. De voldsomme begivenheder fører til, at
Forbundsdagen vedtager ”undtagelseslove”, hvorpå flere og flere uden for
universiteterne begynder at blande sig. Det gælder forfattere som Heinrich
Böll, Ernst Bloch og Hans Magnus Enzenberger. Studenterne forsøger at få
arbejderne med i aktionerne, men det lykkes ikke, og efterhånden bliver kampen
koncentreret omkring medbestemmelsesretten på universiteterne. Hessens
kulturminister fremsætter i okt. ’68 forslag til nye universitetslov, der bl.a.
giver de studerende 1/3 medbestemmelse.
8. Frankrig
Når man taler om studenteroprøret i ’68
tænker de fleste nok på Paris med det samme. Og det til trods for, at Berkeley
og Berlin går forud for begivenhederne på Nanterre og Sorbonne. Frankrig har
historisk set en lang ”revolutionstradition”, hvor specielt kommunardopstanden
i 1870 står som forbillede for en del af de tanker og handlinger, vi møder i
foråret ’68. Netop fordi Paris er stedet, hvor de store revolutioner har fundet
sted er omverdenen mere fokuseret på denne by frem for Berkeley, Warszawa,
Tokyo, Madrid og Berlin.
Paris maj ’68
Men derudover skal det også siges, at Paris
er det sted, hvor demonstrationerne får den største gennemslagskraft hos
arbejderklassen, bl.a. fordi demonstrationerne ikke kun er centreret omkring
universitetsforhold, men om præsident de Gaulles styreform som helhed. Fra de
store fagforbund bliver der lagt op til generalstrejke og krav om nye
sociallove.
Oprøret tager sig udgangspunkt i forholdene
på Nanterre universitetet, der er blevet bygget for at imødekomme fra regering
og erhvervsliv om uddannelse af ”kvalificeret arbejdskraft”. Undervisningen
bygger på obligatorisk timetal og adgangsbegrænsning, og det er bl.a. disse
forhold de studerende demonstrerer imod i marts ’68 med Daniel Cohn-Bendit som
en af de uofficielle ledere.
På Sorbonnes holdes der i begyndelsen af
maj 1968 møder, som imidlertid bliver opløst af politiet, og Latinerkvarteret
besættes af ordenshåndhæverne. Den følgende måned er præget af sammenstød
mellem politi, studenter og arbejdere. – Politiet forlader Sorbonne og
studenterne rykker ind. 3 dage senere, den 13. maj, demonstrerer ca. 1 million
mennesker i Paris´ gader, og Frankrig rammes af generalstrejke.
”Vi kan ikke vinde, hvis vi ikke skaber en anden
magt ansigt til ansigt med de Gaulle, og denne magt kan kun bygges på en
forening mellem studenter og arbejdere” (Jean Paul Satre, filosof).
Midt i den urolige tid holder Charles de
Gaulle én af sine mange kendte taler til folket, nationalforsamlingen opløses
og der udskrives valg. Både første og anden runde af parlamentsvalget viser
sejt til gaullisterne, og selv om meget er nået med aktionerne, så bliver
valget dog et nederlag for studenterne.
9. Det danske studenteroprør
Herhjemme er oprøret primært
antiautoritært, men det får ikke den voldsomme karakter som i USA, Frankrig og
Tyskland. Men som de nævnte steder opstår oprøret ikke ud af ingenting (se
bl.a. om provo- og hippiebevægelsen).
”Studenteroprøret i 1968 opstod ikke ud af
ingenting. Atomkampagnen i begyndelsen af 60´erne mobiliserede mange
studerende, som for første gang var i aktion sammen med andre
befolkningsgrupper. Studentersamfundet gennemførte i 60´erne omfattende
mødevirksomhed under parolen ”Lad os tale om tingene”. Dette medvirkede stærkt
til politisk bevidstgørelse og aktivering af de studerende.
Uddannelseseksplosionen betød, at de studerende kom fra bredere befolkningslag
ned tidligere, hvilket gav grobund for demokratiske og socialistiske
strømninger, som tidligere f.eks. i 30´erne, kun havde omfattet små grupper
inden for studenterbevægelsen” (RUS-nummer af ”Røde Blade”).
Selv om den generelle politiske bevidsthed
for mange tager sit udgangspunkt i antiatomkampagnen og
Vietnamdemonstrationerne, så er foråret ’68 først og fremmest et oprør rettet
imod universitetets styreform og det faglige indhold af studierne. Den 21. marts
’68 finder den første studenterdemonstration sted. De psykologistuderende
beslutter sig for at boykotte undervisningen. Parolerne lyder ”Bryd
professorvældet –medbestemmelse nu”, ”Én mand én stemme”, ”Demokrati på
arbejdspladsen”, ”Forskning for folket –ikke for profitten”. Den 23. april
demonstrerer ca. 5.000 studerende på Frue Plads.
En væsentlig årsag til at det ikke udvikler
sig til så voldsomme episoder som i udlandet er vel, at rektor Mogens Fog i vid
udstrækning med de studerende. Resultatet af aktionerne bliver for psykologi
andre studiers vedkommende en 50% studenterrepræsentation i studienævnene. På
længere sigt betyder det påbegyndelsen af et udvalgsarbejde omkring en ny
styrelseslov for universiteterne, der bliver vedtaget af Folketinget juni 1970
under undervisningsminister Helge Larsen. Den bliver senere revideret, men den
største sejr er dog, at de studerende, de brede lærergrupper og det teknisk
administrative personale får indflydelse på egne forhold.
For mange studerende giver disse aktioner
en nye erfaring, der for en dels vedkommende betyder et mere målrettet
partipolitisk arbejde i de kommende år. Partier som VS (Venstre Socialisterne),
DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), KfML (Kommunistisk forbund af Marxister og
Leninister) og KAP (Kommunistisk Arbejder Parti) får stor tilgang af
studenteroprørere.
Som nævnt tidligere så har
studenteroprørene i den vestlige verden (og Japan for den sags skyld også)
mange fælles træk. At et tilsyneladende demokratisk opbygget land som USA,
samtidig fører en undertrykkende imperialistisk udenrigspolitik, åbner øjnene
hos mange unge verden over. Det betyder en troværdighedskløft over for
autoriteterne, og hos studenterne en dyb mistillid til styringen af i første
omgang universitetet og senere samfundet. Der stilles krav om medbestemmelse,
og retten til frit at udtrykke en politisk holdning. I USA udvikler protesten
sig til også at omfatte racekampen, i Frankrig til krav om nye sociallove. I
Frankrig og Tyskland er sammenstødet mellem politi og demonstranter voldsomt,
men med den afgørende forskel, at Paris-oprøret også kommer til at omfatte
arbejderklassen. I Tyskland er oprøret et nederlag for studenterne.
Studenteroprøret er blot et delaspekt af et
generelt protestudtryk i den vestlige verden. Protesten ligger også i
hippiebevægelsen, hos provoerne og samlende for alle disse bevægelser er
musikken. Musikken er med til at skabe en fornemmelse af samhørighed og
solidaritet på tværs af landegrænserne.
”Det prægede jo hele 60erne, at musikken pludselig
blev en del af kulturen på en helt anden måde end den havde været før. Det er
et helt nyt fænomen” (Forfatteren Jesper Jensen i udsendelsen ”Det er
tilfældigt blevet 10 år siden”, DR, Jan Ewens)
Uanset om man bruger antiatomkampagnen, Vietnamkrigen, studenteroprøret, musikken eller stofferne som årsagsforklaring, så er perioden ca. ’67 udtryk for en generel bevidsthedsændring hos unge.
”…men
der er heller ingen grund til at fortie, at de nye euforiserende stoffer og de
stemninger de afsatte, også gav en masse smukke oplevelser fra sig, som man
sammenfattende kaldte skiftevis ”Flower power” og ”beatrevolutionen” og
”Vandmandens tidsalder”, og som satte en masse mennesker i gang på en ny måde” (Ebbe
Kløvedal Reich i ”Dengang i 60erne).
En ændring der får vide konsekvenser for
udviklingen i fx Danmark op igennem 1970erne. Det famlende oprør munder i en
lang række organiseringsformer. Nogle bevæger ind i partipolitik, i
miljøbevægelser (NOAH, Greenpeace), i beboerhuse, i ungdomshuse, i Christiania,
i Thy-lejren, i Tvind-bevægelsen, kvindebevægelse, boligkollektiver,
miljøbevægelser, musikbevægelser (Roskilde Festival, Musik og Lys, Brøndby
Popklub), slumstormerbevægelser, teaterbevægelser (Odin, Jomfru Ane), ungdomsradio
og –tv, m.m.
Musikken
- grupperne & solisterne:
Grateful Dead Jefferson Airplane The
Doors
Velvet
Underground Bob Dylan Country
Joe and The Fish
The
Fugs Jimi
Hendrix Experience The
Beatles
The
Who The
Rolling Stones Steppeulvene
Young
Flowers Burnin
Red Ivanhoe
Culpepers
Orchard The
Maxwells
|
|||
