SOUL MAN
Skrevet af: David Porter & Isaac Hayes.
Indspillet 1967 af Sam & Dave (Sam Moore
& Dave Prater)
Analyse: Gert Uttenthal Jensen
Karakteristiske træk
Besætning: Vokal (Sam & Dave), el-guitar, el-bas,
trommer, piano, blæsere.
Nummeret er meget “funky”, med stor energi ikke mindst båret af vokalen og
af bas og guitar. Rytmikken er i lige 1/8-dele. Det er skrevet af Isaac Hayes
og David Porter og det er indspillet af Sam & Dave i 1967. (Kopiudgave med
Blues Brothers fra 1981)
Groove, tonalitet og harmonik
Nummeret er bygget op over vers og omkvæd med dels et kontraststykke (bridge) og dels en intro, der også benyttes som et
kontraststykke undervejs.
Verset er rytmisk pågående. Trommerne spiller et
enkelt rytmisk fundament.
Ostinater på 1/16-delsniveau i guitar og bas. Guitaren spiller i G-dur-pentaton
og bassen i en blanding af G-dur-pentaton og G-blues (se nedenfor)
Verset kører over bare én akkord.
Blæserne laver ikke så meget. Lang tone i 1. vers og en skæv markering på
4-og i 2. og 3. vers.
Sang i højt leje i en blanding af G-dur-pentaton og G-blues (se nedenfor).
Én sanger.
Omkvædet er på nogle måder tyndere og enklere end verset
og på andre måder mere sammensat. Det tyndere i klangen modvirker lidt
tendensen der i øvrigt er mod noget mere energisk.
Vi får nu flere akkorder! (især I og bVII) Uddybes nedenfor.
Bassen spiller 1/8-dele på grundtonen.
Guitaren spiller mere diskret - måske figuren fra intro’en (?).
Vokalen bliver tostemmig. Nærmest bare et ostinat på I’m a Soul Man.
Mere energisk gennem gentagelserne.
Blæserne spiller et motiv i hullet efter sangen på 1/16-delsniveau. Klangen
er ren og lys. Tonaliteten er G-blues.
Trommerne spiller som de hele tiden har gjort.
Kontraststykker
Efter 3. vers kommer et kontraststykke - en bridge - hvor det især
er på akkordmaterialet det kontrasterer. Se harmonisk analyse nedenfor
Introen - der også kommer tilbage undervejs - kontrasterer først og
fremmest rytmisk og klangligt. Trommerne spiller kun på 2 og 4. Bassen spiller
ikke med første gang og spiller lange toner 2. gang. Det er hele den rytmiske
baggrund der forsvinder.
Tonalt materiale
Det melodiske i sangen er
pentatont opbygget dels over en blues-pentaton skala og dels over G-dur-pentaton
skala.
Ser vi på sangen i vers 1 så optræder der konsekvent opløsningstegn
for f (b7) og der er flere
steder med sænket 3. trin (Bb) i melodien. (bluestræk).
Samtidig er der noteret h’er og sangen går også ned på tonen e.
Men at det er pentaton melodik ses tydeligst af at det høje VII-trin bruges ikke.
Ser vi på blæserne er det samme mønster. I t. 4 i introen ligger der en
D-akkord og guitaren spiller fis men blæserne spiller dur-pentatont hen
over. I omkvædet spiller blæserne Blues-pentatont (Blues-skala)
Formoversigt
Harmonisk materiale
Vers: | G | ....
1
Omkv: |
G | F | G | G | G | F | G | C D |
1 b7 1 b7 1 4 5
Bridge: |
Eb | Bb | C | C/D (=D11) | Db/Eb
b6 b3 4 5 (i G-dur) 5 (i As-dur - vi går en halv tone op!)
Intro: |
G | F | Bb | C D
1 b7 b3 4 5
Vers og omkvæd er bygget op snævert over 1.trins-akkorden med b7. –
4. og 5.trin som det vi skifter til. Det er altså akkorder lånt fra
blues-skalaen og fra blues-skemaet.
I introen forstærkes anvendelsen af akkorder fra durskalaen - akkorder på
de blå toner b3 og b7.
Spørgsmålet er hvad der foregår i kontraststykket/bridgen. Akkorden på det
lave 6.trin er ikke typisk i denne sammenhæng. Det lyder ikke så mærkeligt når
man hører det måske er det fordi vi hører det som et kort forløb i Gmol!
Teksten
Sangen handler om al den (fysiske) kærlighed “han” skal give pigen, der
synges til. Budskabet i teksten er nærmest et supplement til kropssproget i
sangen.
I
was brought up on a side street
I
learned how to love before I could eat
I
was educated on good stuff
When
I start lovin’, oh I can’t stop.
Det handler om ekstasen. Om at slå sig løs.
I bridge’n ser vi dog pludselig en “pæn dreng” stikke hovedet frem:
Look,
grab the rope and I’ll pull you in
Give
you hope and be your only boyfriend
Nu er det pludselig lidt andre dyder der tales om. Hjælpsomhed, troskab.
Historisk placering
Nummeret har mange typiske træk fra sydstatssoulen fra 60'erne:
·
En spartansk instrumentation. En rå og upoleret
lyd. Ingen baggrundskor og strygere.
·
Sammenspillet er focuseret på groovet.
Ostinatpræget (bas-guitar-vokal). Lige 1/8-dele.
·
Det er sangerens fortolkning, snarere end
melodien der er interessant. Melodien i sig selv er helt cliche-fyldt.
·
Vers-omkvædsform med kontraststykker. Et ad-libstykke
til sidst hvor der improviseres mere vokalt. Økonomisk opbygning. Intro
minder om omkvæd i akkorder og guitar-figur.
·
Blæserne bruges til unisone riffs og
flydestemmer. Blæserne bruges til at skabe en (diskret) udvikling fra 1. vers
til 2. vers.
Et solidt blues-soul-fundament men med pop-træk:
·
at gå en halvtone op,
·
de “spændende” akkorder i bridgen
·
Teksten i bridgen, der er mere “artig”.
|