home
site search by freefind advanced
MUSIKANALYSE  

 

Jazzens historie - i korte tr¾k

 

NEW ORLEANSJAZZ    1920erne


Med en baggrund i worksongs, gospel, blues, ragtime og milit¾rmarcher opstod New Orleansjazzen i starten af det 20. Œrhundrede.

Musikalske karaktertr¾k er en udbredt brug af klarinet, tr¾kbasun-glissando samt banjo som  akkordinstrument. I den tidlige New Orleansjazz benyttedes tubaen som basinstrument Ð et tr¾k fra oprindelsen som gademusik Ð og musikken er i two-beat. Ofte bruges kollektiv improvisation i de sidste kor, hvor bŒde klarinet, trompet (kornet) og tr¾kbasun spiller solo samtidig.


            > Lyt: Fletcher Henderson & His Orchestra: What-Cha-Call-'Em Blues (1925)

            > Lyt: Louis Armstrong: Potato Head Blues (1927)




SWING                        1930erne


I New York opstŒr de store orkestre med Duke Ellington, Fletcher Henderson og Count Basie som de kendteste og mest indflydelsesrige orkesterledere. Hvor Duke Ellington i h¿j grad personaliserede sin arrangementer til bandets medlemmer, benytter Fletcher Henderson og Count Basie i h¿jere grad klangflader, baseret pŒ de tre bl¾sergrupper: saxofoner, basuner og trompeter.

Arrangementerne udvikler sig ogsŒ fra en ret enkel dansestil med tema-kor med melleml¾ggende soli, til gennemarrangerede numre. En arrangementsstil som is¾r Count Basie benyttede sig af er de sŒkaldte head-arrangements, hvor arrangementet er bygget af en r¾kke gentagne riffs i de enkelte bl¾sergrupper - sŒ tilpas enkelt at man kunne huske det udenad.

Gradvist bliver big bandets sammens¾tning den faste st¿rrelse der er g¾ngs i dag: 4-5 trompeter, 4-5 basuner og en saxgruppe pŒ 5 (to altsax, to tenorsax og barytonsax) samt rytmegruppe med kontrabas, guitar, piano og trommer.

Hvor den rytmiske fornemmelse fra New Orleanstiden var two-beat med betoninger pŒ 1 og 3 - analogt med stride-pianostilen - udvikledes efterhŒnden en mere glidende rytmisk fornemmelse: four-beat, hvor bas, guitar og trommernes rideb¾kken eller hi-hat betoner alle fire slag i takten.


            > Lyt: Duke Ellington: The Mooche (1928)

            > Lyt: Duke Ellington: Old Man Blues (1930)

            > Lyt: Fletcher Henderson: Harlem Madness (1934)

            > Lyt: Fats Waller: Your Feet's Too Big (1935)

            > Lyt: Count Basie: Swingin' The Blues (1941)



BEBOP                        1940/45  >


Beboppen opstŒr delvist som en reaktion pŒ de begr¾nsede solistiske muligheder i swingjazzen store orkestre. I jamsessions efter arbejdstid udvikledes den nye stil i gensidig kappestrid, og i og med at kravene og det intellektuelle niveau stiger, bliver musikken mere kr¾vende for sŒvel musikere som publ’kum.

Hvor flere hvide musikere, som f.ex. Benny Goodman, var fremtr¾dende i swingtiden, var beboppen en sag for sorte musikere, og bandst¿rrelsen svandt ind til 4-5 personer - rytmegruppe + en to bl¾sere; meget udbredt er sax/trp-kvintet med trompet, sax, klaver, bas og trommer.

Arrangementerne er enkle med et par tema-kor der indrammer en l¾ngere r¾kke soli-kor, tempoet er ofte h¿jt og ligeledes akkordtempoet, med to akkorder pr. takt almindeligvis. Akkordrepertoiret udvides med brug af 9-, 11- og 13-ere.


            > Lyt: Charlie Parker: Scrapple From The Apple (1947)
            > Lyt: Charlie Parker & Dizzy Gillespie: Hot House (1951)


COOL                            1949  >


Cooljazzen kan sŒ ses som en reaktion pŒ boppens hektiske, improvisationsbaserede musik og 'hotte' spillefacon: brede, rolige og harmonisk smukke klange i gennemt¾nkte arrangementer og med klanglige eksperimenter, der ofte indbefattede anvendelsen af utraditionelle instrumenter i en jazzsammenh¾ng: basklarinet, horn m.v.
Cooljazzen indvarsledes med Miles Davis' LP 'Birth of The Cool' fra 1949 med arrangementer af Gil Evans.

            > Lyt: Miles Davis & Gil Evans: Boplicity (1949)
            > Lyt: Miles Davis & Gil Evans: My Ship (1957)



NEOBOP / HARDBOP       1955  >


En musikstil med kraftige bluesy, gospel-r¿dder. I mods¾tning til beboppen er temaerne lettilg¾ngelige og det harmoniske grundlag enkelt, med tydelige bluestr¾k. Rytmegruppen benytter ofte ostinater, sŒ det samlede musikalske billede er enkelt, sangbart og ligefremt - igen en kontrast til den mere 'intellektuelle' cooljazz.
Mange af titlerne refererer til gospelpr¾dikanter, sŒsom Cannonball Adderleys The Preacher og Joe Zawinuls Mercy, Mercy, Mercy -  solisten er som pr¾dikanten der river menigheden med sig. Musikkens tilg¾ngelighed og publikumsvenlighed er sŒledes en god del st¿rre end tilf¾ldet var ved de foregŒende jazzgenrer.

            > Lyt: Cannonball Adderley Quintet: Work Song (1963)
            > Lyt: Cannonball Adderley Quintet: Mercy, Mercy, Mercy (1966)


FREEJAZZ                       1959 >  1960erne


Hvorfor lade sig besv¾re af harmonier nŒr man kan spille meget friere uden at tage hensyn til dem?
Freejazzen udforsker nye veje indenfor jazzen, specielt indenfor den frie improvisation, hvor hovedsigtet er en musikalsk frig¿relse med stor v¾gt pŒ sammenspillet og lydh¿rheden musikerne imellem. OgsŒ rytmegruppen s¾ttes til tider fri fra den faste puls, men spiller dog oftest almindelig walking, men jo frit da der ikke er et fast harmonisk grundlag.
Som det kan anes er publikumsvenligheden tilsvarende lille.

            > Lyt: Ornette Coleman: Free (1959)
            > Lyt: Cecil Taylor: Wallering (1959)


MODALJAZZ                       1959 > 


En anden, og knap sŒ rabiat, form for frig¿relse fra de harmoniske bŒnd er modaljazzen, hvor
grundlaget for temaer og soli ikke i f¿rste r¾kke er det harmoniske forl¿b, men en eller flere skalaer. Dette giver ogsŒ en markant st¿rre frihed for solisten, men medf¿rer ikke fritstillelse for rytmegruppen og og det rytmiske fundament.
Resultatet er en lang st¿rre ro og Œbenhed i musikken - i stedet for beboppens to akkorder pr takt er der nu 8-16 takter pr akkord eller pr skala, der oftest var en af kirketonearterne dorisk, lydisk osv. Solisten fŒr herved langt st¿rre frihed til at udforske f.eks. rytmiske elementer eller forskellige akkordbrydningers klanglige effekt i forhold til den grundl¾ggende skala.

            > Lyt: Miles Davis: So What (1959)
            > Lyt: Wayne Shorter: Footprints (1963)


FUSIONSJAZZ                       1969 > 1970erne


Elektrisk forst¾rkede instrumenter og spillemŒder fra den samtidige rock og funk finder vej til jazzen, og 'redder' den sŒledes fra at hensygne i st¿vet forglemmelse, overhalet af rock- og beatmusikkens popularitet.
Miles Davis er igen i front med det eksperimenterende dobbeltalbum 'Bitches Brew' fra 1969, og en af hans musikere, Herbie Hancock, hitter med den mere funkinspirerede udgivelse 'Headhunters' fra 1973. Her anvendes elektriske instrumenter, sjove fl¿jter og stemmelyde og der arbejdes med flere rytmiske lag der sammen med funky bas-ostinater opbygger groovet.

            > Lyt: Miles Davis: Pharaoh's Dance (1969)
            > Lyt: Herbie Hancock: Watermelon Man (1973)


JAZZ'n HIP-HOP              1990 >         


Et af de senere skud pŒ jazzens stamme er fusionen med en anden gren af den sorte kultur: hip-hopen. Pianofigurer, basfigurer og trommerytmer danner det groove hvorover der tales eller rappes. De akkompagnerende bl¾sere bygger ofte pŒ et klangideal fra cool-jazzen.
I mods¾tning til hip-hoppen er her dog ikke tale om et egentligt break-beat, dvs en samplet og loopet rytmisk figur, men oftest om en spillet rytme med mulighed for variationer. Jazzens klange og blues-univers kombineres med hip-hoppens hovedv¾gt pŒ det rytmiske groove som underl¾g for rapperens budskab.


            > Lyt: Thomas Blachman Meets Al Agami and Remee: Like This (1994)
            > Lyt: Kendrick Lamar: For Free (2015)