Modernisme

Modernismen, fra ca. år 1900 og frem, betegner en blandet række stilarter der efterfølger romantikken.

Efter romantikkens udvidelse af klangspektret og forsøget på at presse dur-mol-tonaliteten til det yderste er det som om at den vej ikke kan føres videre, og mange forskellige musikalske retninger opstår.

Impressionismen er et lavmælt svar på den stort anlagte, ekspressionistiske romantik. Her arbejdes med rolige klangflader og ikke-retningsbestemt musik. Modsat romantikken arbejdes der ikke henimod (endnu) et højdepunkt i et evigt stigende og faldende dynamisk udtryk, men med mere statiske musikalske billeder. Dette tilvejebringes bl.a. via tertsbeslægtede harmoniske forbindelser.

Ekspressionismen fører så at sige den ekspressive romantik et skridt videre til et rent udtryk, fri for formalistiske rammer som form og tematik. En dissonanspræget musik med nye metoder til motivisk og musikalsk konstruktion kommer til verden med 12-tonemusikken.

Sideløbende hermed benytter den neoklassicistiske bevægelse gamle formtyper i skabelsen af musik, der i høj grad betoner rytmiske og mere minimalistiske elementer som alternativ til de følelsmæssige rutschebaner i den sene romantik.

Efter 1945 kommer konkret musik - musik der anvender eksisterende lyde som musikalske byggesten; seriel musik - hvor en underliggende talrække definerer den musikalske komposition; tilfældighedsmusik - hvor ydre, ukontrollerbare begivenheder definerer det musikalske forløb; samt minimalistisk musik - hvor små musikalske 'loops' interagerer i gradvist varierende konstellationer.

Se flere detaljer med musikeksempler på siden > Romantik til Modernisme

_____________________________________________________________________________