Romantik

 

Romantikken, fra ca. 1820 til 1900, betegner den stilperiode der efterfølger Klassiken.

 

I romantikken betonedes musikken som bærer af et følelsesmæssigt budskab. Det betød at de traditionelle formtyper blev suppleret af nye enkeltsatsede former hvor musikkens form ikke var bestemt af en eksisterende 'skabelon' med ønske om formmæssig symmetri og klarhed, som i klassiken, men udsprang af det musikalske budskab og ønsket om at formidle et stemningsmæssigt udtryk.

 

Som en konsekvens blev det klanglige udtryk vigtigt, og symfoniorkesteret svulmede op for at kunne efterkomme komponisterens krav til nye klangfarver. Det harmoniske udtryk udvikledes også som et ekspressivt redskab, med udvidet harmonik og overraskende harmoniske forløb, hvor det kendteste eksempel nok er Richard Wagners Tristan-forspil.

 

Romantisk musik fandtes dog også i en meget mindre skala - instrumentalt set - som f.eks. i Chopins klaverstykker eller i Schuberts lied-cyklusser.

 

De kendteste komponister fra romantikken er mange, og tæller bl.a. Franz Schubert (1797-1828), Frédéric Chopin (1810-49), Richard Wagner (1813-83), Johannes Brahms (1833-97), Pjotr Ilitj Tjajkovskij (1840-93), Edvard Grieg (1843-1907), Gustav Mahler (1860-1911) m.fl. Se flere detaljer om overgangen fra romantik til modernisme med musikeksempler, på siden: > Romantik til Modernisme.

 

_____________________________________________________________________________