Romantisk harmonik

Lad os først rekapitulere trinbetegnelserne og funktionerne i DUR og i MOL. Her tager trinbetegnelserne udgangspunkt i tonaliteten, dvs. de er ens for dur og mol:

   

Vi bemærker at Dominanten er ændret fra H-mol til H-dur septimakkord, da en dur septimakkord bedre leder hjem til Tonika. Vi får da indført ledetonen i E-mol skalaen, nemlig # for D.

Bemærk også at den 'underlige' akkord i funktionsmæssig sammenhæng i mol optræder på II-trin: F#m7(b5). Den tolkes her som en Subdominant - Am - med tilføjet sekst: Am6.

I jazz-sammenhæng er den blot en II-trins akkord, således at II-V-I i mol bliver til: F#m7b5 - H7 - Em7, hvor jazz-kadencen i dur hedder: F#m7 - H7 - Emaj7.

 

SKUFFENDE KADENCE
En skuffende kadence er en kadence der ikke holder hvad den lover; den fører altså ikke hjem til Tonika. Til gengæld fører den til Tonikas stedfortræder, der er VI trinsakkorden. Altså V - VI. I dur hedder kadencen således D - Tp, eksempelvis i C-dur: G7 - Am.
I mol hedder kadencen til gengæld D - Sp, eksempelvis i C-mol: G7 - Ab. (I E-mol: H7 - C).

 

TRITONUS-SUBSTITUTION - eller KROMATISK DOMINANT
En Dominant kan altid erstattes med sin kromatiske tvilling, eller rettere med septimakkorden på den oprindelige Dominants tritonus (=b5). Du finder den nemt ved at gå direkte på tværs i kvintcirkelen. Således kan D7 tritonussubstitueres med Ab7, G7 kan erstattes Db7, C7 kan erstattes med F#7. Den kromatiske dominant leder endnu bedre hjem til Tonika end den almindelige Dominant, og den er et yndet virkemiddel i såvel romantisk harmonik som i jazz-harmonik.

Således bliver en II-V-I kadence i C-dur ændret fra: Dm7 - G7 - C, til: Dm7 - Db7 - C, og Db7-akkorden 'trækker' vældig meget ned mod C-dur - se her hvad der egentlig sker:

   

 

Hvor der i den normale kadence er to ledetoner: 7 -> 3 og 3 -> 1, er der nu ledetoner på alle dominantens fire toner.