Senmodernisme

Serialisme

Serialisterne udvidede 12-tonemusikkens principper til at gælde for alle musikalske parametre: tonehøjde, tonelængde, anslagsstyrke osv. Resultatet var musik, der i nogle tilfælde var fuldstændig forudbestemt af matematiske principper, men klangligt uforudsigelig.

Olivier Messiaen (1908-1992) var først med denne kompositionsteknik og Pierre Boulez (1925-2016) kombinerede den med en uhyre kompliceret transpositionstabel, som danner grundlag for arbejdet med såvel tonehøjde, som tonernes varighed.

 

          Lyt: Pierre Boulez: Structures

 

Spørgsmålet er om der er noget at hænge lytteoplevelsen op på, eller om der er tale om en blot teknisk etude?

 

Musikken bliver således frigjort fra komponistens subjektive valg, som jo er styret af følelser, musikalsk præferencer og vaner, talent, smag, fantasi …

Problemet for serialisterne – i forhold til et publikum – var bare at det for det meste ikke lød særlig godt. Et ’problem’ også dodekafonisterne rendte ind i. Men de konstruktionsteknikker som grundlægges her bliver ved med at være afgørende for det 20. århundredes komponister.

 

I jagten på nye klange bliver det traditionelle tonemateriale og klangen fra de traditionelle instrumenter en begrænsning og der eksperimenters med instrumenternes ekstreme klange og alternative spilleteknikker:

·      strygeinstrumenter spiller med buens stok, eller benytter slag på violinens krop

·      blæseinstrumenter inddrager instrumentklappernes lyd, der synges og spilles i instrumentet samtidig, eller der blæses uden tonedannelse

·      klaveret præpareres med forskellige genstande på strengene, således at der opstår nye klange, bl.a. støjlyde som på slagtøj. Der spilles også direkte på strengene

·      støj på slagtøjsinstrumenterne. Ikke bare det rytmiske, men også det klanglige element via skraben og gniden på instrumentet

·      Stemmen er ikke bare sang, men også hvisken, råb, tale og sprogets fonetiske lyde (f.eks. konsonanternes forskellige støjlyde)

 

Konkret musik og elektronisk musik

Opfindelsen af båndoptageren får afgørende betydning ikke bare for udbredelsen af ny musik, men også for skabelsen af den, fordi man kan bearbejde musikken på forskellige måder: klippe, ændre hastighed, forstærke lyde der ellers knap kan høres, tilføje rumklang eller bortfiltrere bestemte frekvenser af en klang.

 

I starten skelnede man mellem to forskellige retninger: konkret musik, der bearbejder konkrete lyde fra omverdenen (trafikstøj, vindens blæsen, maskinstøj etc.) og elektronisk musik, hvor man skaber nye syntetiske lyde ved hjælp af en tone-/impulsgenerator. Enhver tone frembragt på et instrument består af selve tonen og et karakteristisk udvalg af overtoner. Ved hjælp af en såkaldt sinusgenerator kan man eksperimentere med at fjerne eller tilføje overtoner, ligesom man med udgangspunkt i ”hvid støj” – kan bortfiltrere nogle frekvenser, så man får farvet støj. Kompositionsmaterialet bearbejdes derefter efter serielle kompositionsteknikker.

Modsætningen mellem konkret musik, musique concrète, og elektronisk musik ophæves dog gradvist.

 

Opgøret med fortiden kulminerer omkring 1960, hvor Karlheinz Stockhausen (1928-2007) erklærer, at ethvert nyt værk må repræsentere noget nyt (”nie erhörte klänge”), hvis det skulle have nogen gyldighed. Ethvert nyt værk er et opgør med fortiden. Den rabiate modernisme viser for alvor tænder. Ganske vist havde Schönberg defineret en ny tilgang til musikken, men det er i generationen som blev anført af Boulez og Stockhausen, at der blev skabt en afgørende kløft til det det etablerede musikliv – og til publikum. Avantgarden – dem der gik foran. Men meget få fulgte.

Udvidet serialisme

Den strengt gennemførte serialisme fik dog en kort levetid, men opblødtes sådan at f.eks. nogle detaljer er frit komponerede, mens andre er serielt bestemt. Heraf udløber den styrede aleatorik. Dette kompositionsprincip indebærer at musikeren, udøveren af værket, bliver medskaber indenfor fastlagte rammer. De klassisk skolede musikere stod overfor en ny udfordring: de skulle improvisere og træffe nogle valg, der fik afgørende indflydelse på fremførelsen.

 

          Lyt: Stockhausen: Zyklus für einen Schlagzeuger    (Åben form)

John Cage

Indtil videre har vi kun beskæftiget os med europæiske komponister, men vender vi blikket over Atlanten og mod USA finder vi en komponist, billedhugger og forfatter som har haft afgørende indflydelse på udviklingen af moderne musik: John Cage (1912-1992) - indbegrebet af amerikansk avantgarde og i front med den gruppe, der udvikler happeningen og performanceagtige blandinger af forskellige kunstarter.

 

Cage modtager undervisning af Schönberg i 1930erne, men bevæger sig dog hurtigt i en helt anden retning. Han arbejder i slutningen af 1930erne på Cornish College of the Arts i Seattle som komponist og akkompagnatør for skolens koreograf, Bonnie Bird. Samarbejdet med dansere - med fokus på musik som rytmisk struktur – fører til at han opfinder det præparerede klaver. Han skulle lave musik til en danseforestilling med et afrikansk tema og han ønskede at lave en slagtøjskomposition. Men da der ikke var plads til et slagtøjsensemble, hvor forestillingen skulle opføres, men kun et klaver, anbragte han forskellige genstande mellem strengene (skruer, plastik, viskelæder) og fik således omdannet klaveret til et énmands slagtøjsensemble.

 

Det mest berømte værk for præpareret klaver er samlingen Sonatas and interludes for prepared piano (1946-48).

 

          Lyt: John Cage: Sonata V

 

Cage giver udførlige anvisninger til, hvordan og hvilke toner der skal præpareres, det er nemlig ikke alle, og resultatet er en række meget forskelligartede klange. Gummi og plastik dæmper og afkorter tonens efterklang mens skruer og bolte tilfører resonans og giver en gongagtig lyd. Nogle præpareringer giver et resultat der ligner trommer eller klokker, nogle klange bliver rene støjklange, osv. Men klangmaterialet for de enkelte sonater er meget begrænset.

 

> Tidlig modernisme

_____________________________________________________________________________

                                                                                                                             Kirsten Elling