Tidlig Modernisme, 1900–1945

 

I det nye århundrede bliver verden fundamentalt ændret, industrialiseringen tager for alvor fat og en række nye opfindelser (bilen, telefonen, vacciner .. ) medfører stor optimisme og tro på fremtiden. Men samtidig ændres livsvilkårene, og gængse normer og traditioner udvandes. Derfor spirer en nagende usikkerhed og fremmedgjorthed, ikke mindst hos en række af tidens kunstnere.

Dette medfører blandt andet en fremmedgørelse, hvor afstanden mellem producent og det frembragte produkt øges; at den politiske aktivitet fortoner sig til en abstrakt sfære, som den enkelte ikke kan gennemskue; samt en følelse af angst for ikke at kunne udfylde sin plads og ikke at slå til i det moderne samfund

Til denne usikkerhed føjer sig chokket over 1. verdenskrig, der af mange oplevedes som den definitive afslutning på den europæiske civilisation.

 

Musikken

Kunsten er også præget af splittelse, opbrud og søgen efter nye veje og udtryk – væk fra traditionen.

Musikalsk ses et brud med dur/mol-tonaliteten og ideen om det faste tonale ståsted. I stedet arbejdes med atonalitet (ikke tonalt baseret musik), polytonalitet (flere samtidige tonaliteter) og med en ikke-retningsbestemt tonalitet. I en søgen efter nye normer eksperimenteres der med det klanglige (Debussy, Ravel, Satie), det rytmiske (Stravinskij) og med konstruktion af nye principper for tonerækker (Schöenberg, Webern).

Nogle af de vigtige retninger i perioden er:

 

Impressionisme

I impressionismen arbejdes bevidst med en sløring af de harmoniske forbindelser og den tonale dynamik. Harmonikken betoner stilstand i stedet for retningsbestemthed, hvilket bl.a. opnås ved at undgå den tonale kadence, og ved en vuggen mellem tertsbeslægtede harmonier (mediant-forbindelser). Det klanglige ideal dyrkes og musikkens udtryk er ikke-dramatisk. Mens stærkt dissonerende akkorder (som f.eks. Tristan-akkorden) i den sene romantik harmonisk stræber videre mod en opløsning, bliver tilsvarende akkorder hos Debussy ”hængende” som et klangbillede, som selvstændige klange.

Dur/mol-tonaliteten undgås også ved at undgå almindelige dur- og molskalaer, for i stedet at anvende skalaer med fravær af ledetone; såsom heltoneskalaer eller pentatone og modale skalaer.

 

Ekspressionisme

Ligesom malerkunsten i tiden bevæger sig væk fra det æstetisk skønne mod det sande, det gode, sker der også i musikken et opgør med kravet om musikalsk skønhed, og den ny musik bestræber sig på at være sand og autentisk. Her sker den endelige frigørelse fra tidligere musikalske normer og fremfor at dyrke skønheden, dyrkes den krise som individet befinder sig i som følge af magtesløshed og fremmedgjorthed.

Man søger efter "nieerhörte klange", hvor hver klang står som et isoleret følelsesudtryk, der ikke kræver harmonisk sammenhæng. Schöenberg drager konsekvensen af at tonika-begrebet, det tonale centrum, havde mistet sin mening og skaber 12-tone musikken (dodekafonien), hvori alle de tolv kromatiske toner skal have lige værd.

 

Neoklassik

Det overordnede fællestræk er en tilbagevenden til de traditionelle formtyper fra primært klassikken og barokken, men den indre struktur kan være endog meget eksperimenterende. Der er altså ikke tale om efterligninger af tidligere epokers musik, men af en nøgtern anvendelse af tidligere tiders musikalske former, især fra barok og klassik. Et eksempel herpå er Prokofjevs Symphonie Classique (1917). Også Stravinskijs værker efter 1920 kategoriseres ofte som neoklassik.

 

Folklore

Her taler vi ikke om nationalromantiske udnyttelser af folkemusikken, men om en fornyet interesse for folkemusikkens tonale og rytmiske strukturer, hvor ”folketonen” bliver integreret og anvendt i et nyt og moderne tonesprog. Bela Bartók er en af de fornemste repræsentanter for denne udvikling, hvor undersøgelser og indsamlinger af autentiske folkesange bliver inspirationsmateriale for et nyt musikalsk udtryk. Rytmisk asymmetriske strukturer og skæve taktarter, som også Stravinskij arbejder med (eks. Le Sacre du Printemps, 1913), kan siges at have deres rod i folkemusikken.

 

> Senmodernisme  

 

_______________________________________________________________________

                                                                                                                             Kirsten Elling